Af: Nanna Hølge-Hazelton, praktikant i CCPA
Jeg er selv engageret i frivilligt arbejde herhjemme i Danmark, og har været det i nogle år. Det tror jeg også, de fleste af mine venner er. Eller i hvert fald har de været det. Der kan være mange grunde til at lave frivilligt arbejde. Måske gør man det, fordi det føles godt og rigtigt. Måske er det den sociale norm i vennegruppen. Måske vil man gerne udfordres og udvikles på nogle særlige kompetencer. Det kan se godt ud på CV’et, og kan bane vejen for den fremtidige karriere. Man kan gøre det af sociale årsager, for at få nye eller hænge ud med gamle venner. Men formegenlig er bevæggrundene for frivilligt arbejde ekstremt betinget af hvor i verden vi lever, og hvad vi har med i bagagen. Det er i hvert fald den oplevelse jeg fik på min rejse til Tunesien, hvor revolution og ekstrem arbejdsløshed er vilkårene for ungdommen.
Børnene er fremtiden
Seki er 29 år og kommer fra byen Sidi Bouzid. Det var her frugtsælgeren Mohammed Bouazizi i 2010 satte ild til sig selv, for at demonstrere sin frustration over Tunesiens korruption og politibrutalitet. Det blev starten på det Arabiske Forår. Seki og de andre beboere fra Sidi Bouzid har med egne øjne set hvor desperate mennesker kan blive over samfundets uretfærdighed, og hvor meget de vil ofre for at ændre det.
For Seki er det afgørende, at også unge mennesker som hun selv tør tage ansvar for at prøve at ændre samfundet. Og ifølge hende er det børnene, de skal have fat i, hvis fremtidens Tunesien skal ændres. Seki har selv læst på universitetet, men på grund af landets ekstreme arbejdsløshed, har hun ikke noget lønnet job. Hun bruger derfor det meste af sin tid på frivilligt arbejde, hvor hun gør en indsats for at hjælpe samfundets sværest stillede børn.
Sport og leg er ifølge Seki den vigtigste og mest effektive måde at samle og engagere børn på, på tværs af samfundsskel. Sport handler for hende om at gøre alle børn glade, uanset økonomisk eller social baggrund. Det er derfor, hun arbejder frivilligt hos CCPA.
”Vi har virkelig, virkelig brug for denne type organisationer. Fordi CCPA er en non-profit organisation, vil alle kunne stole på det arbejde, der bliver lavet. Det skaber muligheder, som man ikke har, hvis man tjener penge på sit projekt”, forklarer Seki. Hun oplever, at hun får meget positiv respons på sit frivillige arbejde, og at hun gør en forskel for de børn, hun møder.
Intranationale forskelle
En anden af CCPAs frivillige i Tunesien er Jihene på 26 år. Hun fokuserer også meget på børnene, fordi det er hos dem, fremtiden ligger. Jihene fortæller, at hun kommer fra en meget privilegeret baggrund sammenlignet med mange andre unge i Tunesien.
”Min far er idrætsunderviser på universitetet, og min mor er en meget aktiv person, der altid har taget mig med ud at dyrke sport. De forstår mig. Jeg er heldig, thank God!”, griner hun.
Jihene har, modsat mange andre unge i Tunesien, et lønnet arbejde. Men hun vælger alligevel at bruge en stor del af sin tid på frivilligt arbejde. Det er noget, som mange af hendes venner ikke forstår. Nogle af dem tror ikke på hende, når hun siger, at hun arbejder gratis. Selv hendes tætteste venner har svært ved at forstå hendes prioritering. Men for Jihene er der ingen tvivl: ”Hvis man har ressourcerne til at hjælpe frivilligt, så skal man gøre det”, mener hun.
Det er særligt i den sydlige del af Tunesien, hun ser et behov for hjælp. Her er mange forældre uuddannede og børnene lever en mere isoleret tilværelse end i hovedstaden, hvor hun selv er vokset op og bor. Jihene fortæller om de mentale forskelle, der ifølge hende karakteriserer henholdvis Syd- og Nordtunesien.
”I Sydtunesien kan man ikke bare bede en dreng og en pige tage hinanden i hånden, for det må de ikke for forældrene. Det ville være helt normalt at bede om her i hovedstaden”, fortæller hun som eksempel på det mere konservative kønsperspektiv, hun mener dominerer i Syd. Men det er et synspunkt, som hun prøver at udfordre gennem de aktiviteter, hun laver for CCPA: ”Så beder jeg dem stille sig i en stor cirkel – pige, dreng, pige dreng – og spille bold sammen. Efterfølgende føler de sig trygge ved hinanden, fordi de har haft det sjovt sammen og oplevet, at der ikke er forskel på piger og drenge”.
Sporten som nøgle til forandring
Udfordringerne i den sydlige del af Tunesien er også noget, Zajili Mohamed fortæller om. Han er 33 år og har ansvaret for en større gruppe af CCPAs frivillige trænere i Tunesien. Han har været med i organisationen siden 2014, hvor han selv startede som frivillig træner. Gennem årene har han erfaret, hvilken rolle sporten kan spille i løsning af nogle af de konflikter, Tunesien står med. Det er både på det fysiske og mentale niveau, at sporten kan rykke noget.
”Her i Tunesein har vi problemer mellem folk fra Syd og Nord. De bryder sig ikke om hinanden. Men med CCPAs aktiviteter kan vi lære børnene, at der ikke er forskel på dem”, fortæller han. ”Ved at blande børn fra Syd og Nord i vores aktiviteter, lærer vi dem at kommunikere med hinanden. I sporten er de nødt til at kommunikere og lytte på hinanden, hvis de gerne vil vinde fodboldkampen”.
Og selvom fodboldkamp og andre sportslige aktiviteter er det redskab, Zajili Mohamed og hans team af frivillige arbejder med, er det ikke målet i sig selv. Det handler for ham først og fremmest om at give børnene sjove oplevelser, og skabe venskaber på tværs af samfundsskel. Og det samme gør sig gældende for de unge mennesker, som står for aktiviteterne. Zajili Mohamed forklarer, at også trænerne kommer fra forskellige dele af landet. På den måde skaber CCPA et netværk blandt unge fra både Syd og Nord, som samarbejder om at afholde aktiviteter. De kan være med til at nedbryde fordomme internt i landet, og være rollemodeller for børnene.
Da jeg spørger ham, hvor han ser CCPA i Tunesien om 10 år, lyser han op. ”Jeg har et projekt, som jeg drømmer om. At CCPA skal have små afdelinger i alle landsbyer rundt om i Tunesien, så folk selv kan lave aktiviteter hver dag”, svarer han. Han forklarer, at det vil skabe bæredygtighed for aktiviteterne, og udbdrede målet for CCPAs frivillige, som ifølge Zajili Mohamed er at have respekt for hinanden, have god kommunikation med børn og at skabe venskaber på tværs at grænser.
